Skov – der hvor roden husker
Skoven er en langsom bevægelse.
Den hvisker mere end den taler.
Den bærer på fugt, fortid og forvandling.
Den hvisker mere end den taler.
Den bærer på fugt, fortid og forvandling.
Når jeg går med kameraet blandt stammerne, lader jeg skovbunden føre mig.
Jeg følger lyset, der brydes i grene. Jeg lytter til mosset under mine fødder. Jeg fotograferer ikke for at tage – men for at vidne.
Jeg følger lyset, der brydes i grene. Jeg lytter til mosset under mine fødder. Jeg fotograferer ikke for at tage – men for at vidne.
Her lever roen. Her bor det uperfekte. Her falder ting sammen og rejser sig på ny.
*Skovens billeder er ikke øjeblikke – de er åndedrag.*
